Til hvem det kan vedrøre: – poesi dagligt

i Polaroid i en skuffe i husetde andre slægtninge plukket over, jeg er sløret i baggrunden,moppe af sølvfarvet hår. Ashpans rasp, når du tømmer komfureter lidt som min stemme, fast i skorstenen som en rede.Du behøver ikke at vide, hvordan jeg udsatte, om min vedvarende frygt for slanger, eller hvordan jeg gav forfærdelige gaver, da jeg overhovedet gider at give dem.Jeg fik at vide af en synsk at huske de ikke-elskede døde,og det gjorde jeg også, men ikke på en måde,de gerne ville, husker, hvordan de blev grimme, da de drankor stjal den løse ændring fra vaskeriet, da de troede, at ingen så. Jeg brugte år på at skrive mine sidste breve,afskrive gælden på en kold seng, foregiver at jeg havde travlt, da jeg virkelig var hjemme i sofaen af en kat.For penge gjorde jeg mange ting—fangede muskrats,smedede taknoter, lad mænd klappe mig, mens jeg dansede.For det meste spillede jeg rollen som en person,der plejede,vippede i min stol og forsøgte at virke forlovet, den optagede onkel, du ikke var helt sikker på, at du kunne lide.Det er mig, der ryger i Vindenbago, forlader vaskenren af hår. Jeg er der deadheading rhubarbnobody plager at vælge og mine værdiløse samlinger—rag tæpper, konkrete nisser—blev sandsynligvis sat ud i skraldespanden.Nogle gange løj jeg, når jeg kedede mig. Jeg ville have dig til at vide, hvad jeg vidste, selvom jeg til sidst gav den præference for at få dig til at grine.Dette liv, jeg førte, var for det meste privat, og timer blev brugt bat guano fra et smuldrende sæt trapper.Ingen vidste halvdelen af det, og ingen syntes at bryde sig om det.Jeg forudså, hvor forsømt byens kirkegård blev,skimtet i en vision det rustne hegn, der slap hjorten ind.De fjernede barken fra junipersder til sidst kom ned i en storm.Jeg var i den storm, blæst ud over isen mod Arcadia. Det er en by i Danmark og ikke et navn for Paradis.