dagligdagen

nær slutningen af anden verdenskrig oplevede Canada (og mange andre lande) en babyboom,der varede i 1960 ‘ erne. antallet af fødte babyer voksede kraftigt i modsætning til de depressionsår, hvor fattigdom tvang mange mennesker til at have meget småfamilier. Indvandringen steg også igen efter år med megetlave satser under Depression og anden verdenskrig. Som følge heraf voksede andelen af ældre i Canada langt langsommere end i 1930 ‘ erne og faldt endda i nogle år, mens antallet af unge mangedoblet.

efter Anden Verdenskrig fortsatte industrialiseringsprocesseni Canada, men i et langsommere tempo. 1950 ‘erne og 1960’ erne i Canada var i stor del år med økonomisk stabilitet og velstand. Priserne blev udjævnet i begyndelsen af 1950 ‘ erne med slutningen af Koreakrigen, og oversøisk handel vokserstadigt. Den hurtigst voksende del af økonomien blev servicesektoren, herunder mange professionelle og kontorstillinger, også kendt som”hvide krave” job. Disse havde tendens til at betale højere lønninger end dem i industrien, så flere mennesker nu havde råd til at spare op til pensionering.

fagforeningernes styrke og indflydelse fortsatte også med at vokse. I 1956 sluttede den canadiske Labour Congress sig til handel og Labour Congress for at blive den canadiske Labour Congress. Det canadiske Arbejdskongressforblev i spidsen for kampen for bidragspligtige pensioner, der førte til indførelsen af Canadas pensionsplan.

på trods af denne velstand plagede mange sociale problemer stadig landet. Da den økonomiske vækst aftog i slutningen af 1950 ‘ erne, blev spørgsmålet om social sikring igen fremtrædende, og der blev indført nye initiativer for at hjælpe canadiere i alderdommen og perioder med arbejdsløshed og sygdom. Arbejdsløshedsassistance blev vedtaget i 1956 for at supplere arbejdsforsikringsprogrammet, der blev påbegyndt i 1940. Før 1957 eksisterede der ingen nationale sygesikringsprogrammer,og efterhånden som medicinske teknologier blev forbedret, blev omkostningerne ved at modtage behandling mere og mere uoverkommelige for mange mennesker. I 1957 blev indførelsen af National hospitalsforsikring forbedretsituationen.

fordelene ved disse nationale sociale programmer hjalp med at udvikle en udbredt tro blandt mange mennesker om, at alle canadiere kunne og skulle have et grundlæggende,garanteret niveau for økonomisk sikkerhed. Som resultat, kritik for de programmer, der eksisterede voksede støt. De midler, der blev ydet ved Alderssikkerhed, Blind Persons Act of 1951 og Disabled Persons Act of 1954, blev gradvist betragtet som utilstrækkelige for ældre og handicappede. Bred offentlig støtte til initiativer på disse områder bidrog til at påvirke forbundsregeringens beslutning i begyndelsen af 1960 ‘ erne om at søge en forfatningsmæssig ændring for at kunne inkludere handicappede sammen med yngre overlevende fra bidragydere til Canada Pension Plan. Originaludkastplanen havde kun dækket ældre overlevende på grund af aldersgrænsen i 1951-versionen af afsnit 94A i canadisk forfatning.