fortsæt til fakturering / betaling

NOVEMBER 11, 2017

lad mig begynde med min egen kætteri. Jeg har for nylig udgivet en bog kaldet digtere af Bibelen: fra Salomons sang til Johannes Åbenbaring. Der er digte, der lurer overalt i vores to Testamente, og alligevel er uretfærdigheden ved at samle hele Bibelen i en kortfattet poesiantologi. Poesi er ofte skjult i prosa, som vi ved — tænk på Hvidmand, der fandt sit paradigme for gratis vers i skriften. Der var selvfølgelig mange før ham, inklusive John Milton, og mange efter, som Emily Dickinson og Dylan Thomas. Digte bugner i Bibelen som forårsblomster. Min opgave, som jeg så det, var at befri hundreder af dem fra Første Mosebog til den forbløffende åbenbaring. Jeg var begejstret for at forsøge at vende så meget skønhed, fortælling og tanke til engelsk vers. Tip af inkvisitorerne, men et helligt træ og poesi bor i Eden:

så Herren Gud kaster en dyb søvn på manden
og han sover. Så tager han et af sine ribben
og lukker hullet med sit kød,

og ribben Herren Gud tager fra manden
han gør til en kvinde og bringer hende til manden.
Og Adam siger: “hun er benet af mine knogler.”

min kætteri er naturligvis helt anderledes end hvad de tidlige oversættere af Bibelen gennemgik — de mænd, der gjorde pionerens beskidte arbejde med at omdanne hebraiske og græske skrifter til engelsk snarere end det autoriserede Latin. Kætteriet der åbnede teksten for almindelige, der kunne læse Bibelen alene for første gang. Historien om disse tidlige Bibeloversættere er som historien om religiøse krige: to sider i forfærdelig konflikt om religiøst valg. Ligeledes levede og døde disse tidlige oversættere i henhold til den fremherskende lære. For deres uretfærdighed blev de modige dekodere ofte dødeligt straffet, men i dag fejres disse onde lærde.

historien om bibeloversættelse er lige så forfærdelig som den er fængslende. Forfærdeligt på grund af de modige oversætteres tortur og død og fængslende, fordi vi i oversætterens historie, som i krig, observerer dødbringende kampe om ideer. Krig dominerede naturligvis det europæiske kontinent i store dele af den tidlige moderne historie. I Vesteuropa, fra 1524 til 1648, brølede religionskrige kontinuerligt mellem romersk-katolikker og protestanter: vi har firs års krig i lavlandet (1568-1648), det franske religionskrige (1562-1598), Trediveårskrigen (1618-1648) og engelsk borgerkrig (1642-1651). Disse civile og internationale krige udslettet nationale og daglige væsen; befolkninger lidt og formindsket. Tab i millioner var ikke ualmindelige i disse år: tre millioner mennesker døde under korstogene, den store krig mellem kristendom og Islam.

samtidig førte præster og lærde en varm krig om bibeloversættelse. Præsten ønskede at bevare eksklusiv viden om teksten, mens lærde forsøgte at åbne Bibelen for den almindelige læser. Disse lærde var imidlertid, selv om de var professorer i Cambridge, fuldstændig ubeskyttet af deres institutioner. En af disse mænd var John Vyklif (ca. 1330-1384), mester i Balliol College. Den første oversættelse af Bibelen til engelsk blev vovet. Dårlig sap – at være så dydig og modig! Han kendte faktisk ingen hebraisk eller græsk, så han stolede på Saint Jerome ‘ s latinske Vulgata for at finde vej. Denne blasfemiske handling-at få Bibelen hørt og læst på almindeligt engelsk, ikke Latin — gjorde ham til en kriminel.

i 1401 fumlede ærkebiskop Arundel: “evangeliets perle er spredt ud og trådt under fødderne af svin. Denne pestfulde og elendige John Vyklif, af forbandet hukommelse, den gamle slanges søn!”Han undslap kun retsforfølgelse ved at dø lige i tide. Hans kolleger blev dog alle brændt levende. Selv 40 år efter hans død blev hans knogler gravet op, brændt og kastet i floden hurtigt. Og alligevel, på nogle måder, han havde den sidste latter. Efter hans død var hans manuskripter dobbelt så populære som Chaucers Canterbury Tales. (Lordy, hvad han udholdt i livet!)

et århundrede senere oversatte sprogforsker Vilhelm Tyndale Skriften direkte fra hebraisk og græsk til engelsk: en mammut “gør det ikke. Tyndale fulgte og efterlignede den lærde Erasmus og sagde, at han ønskede “ordet at nå øjnene på alle kvinder, skotter og irere, endda tyrkere og saracener, og især landarbejderen ved ploven og væveren ved væven.”Tyndale blev skarpt fordømt. Sir Thomas More hånede forræderen: “den djævelske berusede sjæl denne døsige drudge har drukket så dybt i djævelens bærme, at hvis han vågner og omvender sig, jo hurtigere kan han hap, inden længe, at falde i mashing-kar, og forvandle sig til træk, som svin helvede skal fodre på.”(Det er helt sikkert værd at dø for at nyde sådan storslået forfalskning.)

Tyndale formåede i det mindste at oversætte det meste af Det Nye Testamente til smukt almindeligt engelsk inden 1525, men han levede ikke for at afslutte sit samlede projekt. Henry VIII besluttede, at Tyndale havde overtrådt kanonisk lov: Latin alene var den accepterede tunge for Skriften i oversættelse. Mens Tyndale perfektionerede sin viden om hebraisk for at testamentere os Det Gamle Testamente (Tanakh) blev han fanget af Henrys tropper. Tyndale blev derefter kvalt og brændt på bålet. Forfærdeligt blev Tyndales død dømt af kongen, der til sidst ville legalisere oversættelsen af Bibelen til engelsk. Når Henry konverterede til protestantisme og etablerede Church of England, blev det okay at oversætte Bibelen til engelsk — som Luther gjorde til folkesprog tysk. Den døde Tyndale var ikke kun Kongens helt, men Tyndale Bible blev også den mest populære bog i England.

når Church of England kom til at dominere imperiet, etablerede den et mål for fred, hvis ikke katolsk frihed eller glæde. Da kong James beordrede 47 oversættere til at arbejde på en ny oversættelse af Bibelen, afsluttede de deres arbejde uden frygt. Disse oversættere gav os naturligvis den storslåede King James-Version af Bibelen, som blev afsluttet i 1611. Ligesom Shakespeares skuespil er King James en stor kilde til historie, tanke og tale, og det er et yderligere bevis på dygtigheden hos de mennesker, der formede det: den store oversætter skaber stor litteratur.

selv i vores moderne tid kan Oversættelse stadig være et fyldt og vanskeligt job. Krige er ikke blevet mindre, og oversættere — dem, der tillader os at kommunikere mellem fjendens linjer — bliver ofte fanget i krydset. Især oversættelser af Bibelen er stadig underligt anfægtede. I 1930 ‘ erne stemte en skolebestyrelse for at udgive Bibelen på spansk for unge Latino-skolebørn. Guvernør Ma Ferguson skød dem ned. Da hun holdt op med King James-versionen, sagde hun berømt (angiveligt): “hvis Kongens engelsk var godt nok til Jesus Kristus, er det godt nok til børnene i London!”

er jeg truet i dag? Intet held. Jeg har savnet mit århundrede med ild. Jeg kunne endda oversætte Bibelen til Svinelatin, hvis jeg ville. Jeg kan kaldes en møtrik, men ingen ville give en uhellig forbandelse. Det får mig næsten til at længes efter mere farlige tider — nu bedømmes man efter kvaliteten af arbejdet. Men det ser ud til, at min ketcher med at oversætte den græske og hebraiske Bibel er sikker, selvom jeg foretrækker almindelig litterær engelsk i stedet for Bibel-tale — det fromme jargon, der hersker i vores uendelige reviderede “reviderede versioner.”

Ja, I dag, desværre, mine knogler vil ikke blive gravet op og brændt. Så må det være sådan. Jeg beder i stedet for de oversættere og digtere, der kom foran mig, og som tillod poesien i Bibelen at trække vejret og se lys.